Kagens Dag 2015

Her d. 29 april lukker vi dørene op for den årlige succes: Kagens Dag 2015! Eventet vil foregå i Novo/Lundbeck salene på Pharmaschool fra kl. 14:00 – 18:00. Vi har fået arrangeret oplæg gennem dagen for at give jer mere indblik i Farmaceuter uden Grænser. Oplæggene vil foregå hhv. 15:00, 15:45 og 16:30.

15:00 vil Anders Riber Jespersen fortælle om sin udsendelse til Tanzania og om Tanzania projektet.

15:45 vil Ditte Poulsen og Nermin Tawfiq fortælle om FuGs 3 projekter (Tanzania, Ghana, Sierra Leone) og om studenternetværket.

16:30 vil Amila Zekovic fortælle om sin udsendelse til Ghana og om Ghana projektet.

Der vil være kagebuffet ved betaling af 30kr og der vil være lige hvad hjertet begærer (i form af kager). Vi lover at der også vil være glutenfri og veganske kager – dog lover vi ikke hvor meget der vil være tilbage hvis du først kommer senere på dagen ;).

Der er også mulighed for at låne brætspil i baren HELT GRATIS! Vi har kortspil, ludo, backgammon, trivial pursuit og mange flere. Der serveres også kaffe/the i baren for kun 10kr.

Som noget HELT UNIKT kan man i år være så heldig at få en GRATIS FuG Kaffe/the kop med unikt design!      – Det kræver at man er én af de første 30 personer som tilmelder sig som støttemedlem til Farmaceuter uden Grænser. Det koster for studerende KUN 100kr om året at blive støttemedlem i FuG! Det kan næsten ikke betale sig at lade være ;).

I indgangen vil der kun modtages kontanter, så husk at hæve penge! Der kan betales med mobilepay og dankort i baren ved køb af kaffe/the.

Så tag din ven i hånden og kom kagesulten med til den fantastiske Kagens Dag 2015! 🙂

KUNSTEN AT FORVENTNINGSAFSTEMME PÅ TVÆRS AF KULTURER

FuG og Kilimanjaro School of Pharmacy (KSP) er i øjeblikket i gang med at definere, hvordan vores samarbejde skal forme sig frem mod 2020. Det kan lyde som en forholdsvis simpel opgave, men faktum er, at det er en stor udfordring at designe et projekt, som både giver mening for den lokale partner (KSP), for FuG, og for de donorer, som skal støtte projektet økonomisk.

FuG har i en årrække samarbejdet med KSP omkring uddannelsesmæssig kapacitetsopbygning, hvor danske farmaceuter, kort fortalt, deltog i undervisningen for at introducere nye undervisningsmetoder og gøre undervisningen mere løsningsorienteret. Bæredygtighedsaspektet er løbende blevet evalueret, og fra FuGs side blev det klart, at dette aspekt måtte styrkes. Vi så et potentiale i at inddrage de studerende i højere grad og gøre dem til aktive medspillere i forhold til deres egen læring.

Skiftet af fokus blev diskuteret med KSP over e-mail, inden Anders Riber Jespersen i november rejste til KSP for at varetage en mere indgående dialog med både ledelsen og KSPs studenterorganisation. Da Anders ankom, stod det imidlertid klart, at de kulturelle forskelle mellem Danmark og Tanzania gjorde, at vi ikke havde den forventede fælles forståelse af, hvad der skulle ske. ”Et væsentligt problem ved mit ophold har været, at ledelsen på KSP ganske enkelt ikke vidste, hvad jeg var dernede for at lave, eller hvad for en ansøgningsproces, der var i gang i Danmark. Dette betød, at den dialog, jeg kom herned for at facilitere, først kom rigtigt i gang efter 3½ måned,” fortæller Anders.

Imidlertid fik Anders hul igennem til studenterorganisationen, og selvom processen har taget tid, står vi nu med et betydeligt bedre overblik over, hvilke konkrete tiltag vi kan arbejde videre med. Anders fortæller videre: ”En vigtig erfaring er, at de planer og gode idéer man har i Danmark, ikke nødvendigvis fungerer i Tanzania. Man er nødt til at dække et behov, som den lokale partner oplever. Det har derfor været nødvendigt at ændre projektets fokus til at være mere direkte uddannelsesorienteret, dog stadig med inddragelse af studenterorganisationen.”

I marts ankom Mette Lykke Rathje til KSP, hvor hun skal fortsætte Anders’ arbejde med projektet. De har et overlap på en måned, inden Anders vender hjem til Danmark. Efter en udfordrende proces for Anders er der nu en konstruktiv dialog i gang med ledelsen. Det er aftalt at Mette, udover arbejdet med studenterorganisationen, skal fungere som ressourceperson for underviserne, som f.eks. kan bede hende om input til undervisningsmateriale. Gennem dette arbejde vil hun skabe kontakt til de studerende og inddrage dem i nye tiltag som studiecafé og workshops på tværs af fagene, f.eks. med fokus på, hvordan man skriver en god rapport.

Det er planen, at den endelige beskrivelse af det fremtidige projektsamarbejde mellem FuG og KSP færdiggøres i løbet af Mettes udsendelse, hvorefter projektets 5-års plan initieres, såfremt det økonomiske fundament er til stede.

 

unnamed
De studerende på Kilimanjaro School of Pharmacy er i løbet af andet studieår i praktik i seks uger. FuGs udsendte, Anders og Mette, har været med, og her ses Anders sammen med en gruppe på Mawenzi Hospital.

Bestyrelsen anno 2015

FuG Bestyrelsen anno 2015

 

Her følger en kort præsentation af de aktive i Farmaceuter uden Grænsers bestyrelse. Alle præsentationerne er bygget op som nedenfor:

  • Navn
  • Alder
  • Beskæftigelse
  • Hvilke(n) grupper/ansvarsområder
  • Har du været udsendt? hvor?
  • Interesse/ Motivation for deltagelse i FuG

Stine Trolle

  • 24 år
  • Kandidatstuderende på School of Pharmaceutical Sciences, Københavns Universitet. Studentermedhjælper i Global Regulatory Affairs hos Ferring Pharmaceuticals A/S siden 2013.
  • Jeg har været med i FuG bestyrelsen som suppleant siden 2014. Jeg aktiv i Tanzania projektgruppen og Studenternetværket.
  • Har ikke været udsendt med FuG
  • FuG værdier og fokus på bæredygtige langsigtede projekter synes jeg er vigtige. Jeg er aktiv i FuG, fordi jeg kan lide at anvende og udvikle mine kompetencer. Jeg kan lide at arbejde med de udfordringerne som bliver stillet i de enkelte projekter, og undersøge hvordan de bliver løst bedst muligt. Derudover synes jeg det er spændende at få et globalt perspektiv på lægemiddelforståelse, kommunikation, kulturforskelle og farmaceutens rolle i samfundet.

Camilla Poulsen

  • 22 år
  • 3. års farmaceutstuderende på Københavns Universitet og studentermedhjælper i kvalitetssikringsafdelingen hos Chr. Olesen & Co.
  • Nyeste suppleant i bestyrelsen i FuG og har været suppleant siden generalforsamlingen i februar 2015. Kommer derudover til at være tilknyttet studenternetværket.
  • Har ikke været udsendt med FuG
  • Har ikke været udsendt, men har store drømme om at blive udsendt i fremtiden. Stor interesse for sundhed, samfundsfarmaci og fremmede kulturer. Ønsker at gøre en forskel, samtidig med at udvikle faglige og personlige kompetencer.

Anne Zimmermann

  • 37 år
  • Arbejder med farmaceutisk udvikling hos Ferring Pharmaceuticals.
  • Har været bestyrelsesmedlem i FuG i 4 år og er derudover kontaktperson til Kilimanjaro School of Pharmacy.
  • Var udsendt på Kilimanjaro School of Pharmacy i 2012.
  • Er aktiv i FuG, fordi det giver mulighed for at bringe mine faglige kompetencer i spil på nye måder, og så har jeg altid haft en interesse for at lære fremmede kulturer at kende. Der er også det forkromede element om gerne at ville gøre en forskel 🙂

Søren Troels Christensen

  • 46 år
  • Klinisk farmaceut på Herlev Hospital. Master i Afrikastudier, cand. pharm., ph.d.
  • Jeg har været med i Farmaceuter uden Grænser siden 2000 og har været med til opstart af mange af FuGs projekter og aktiviteter. Dertil kommer mange år med bestyrelsesarbejde.  Aktuelt er jeg aktiv i Ghana-gruppen og det nordiske samarbejde herom.
  • Jeg har været på en del rejser for FuG i forbindelse med netværk og relationer til øvrige FuG-organisationer.
  • Fagligt er jeg gennemgående optaget af rationel lægemiddelanvendelse i sundhedssystemer samt blandt lægfolk. I den sammenhæng har jeg været på længere projektophold i Nepal, Tanzania og Uganda – dog uden for FuG-regi.

Søren Post – formand

  • 30 år
  • Klinisk Farmaceut i Region Hovedstadens Apotek og Psykiatrisk Center Nordsjælland
  • Jeg har været med i FuG siden 2012 og været formand siden 2014. Jeg er desuden aktiv i projektgrupperne for Sierra Leone og Tanzania.
  • Jeg har arbejdet på Masanga Leprosy Hospital i Sierra Leone i 2011 og har skrevet mit speciale i Guinea-Bissau i 2012.
  • Jeg er med i FuG fordi jeg godt kan lide det perspektiv vores arbejder giver. Lægemidler er en vigtig del af sundhedssystemer verden over, men mange steder er de ikke altid sikre eller tilgængelige for befolkningen. Jeg mener det er vigtigt at informere om de udfordringer lægemidler medfører i udviklingslande.

Sofie Rosenlund Lau

  • 29 år
  • Er uddannet farmaceut fra 2012 og nu ph.d. studerende ved Institut for Antropologi på et projekt om statiner og forebyggende sundhed i Danmark.
  • Jeg er i bestyrelsen på mit 3. år og derudover kontaktperson til Masanga Hospital Pharmacy i Sierra Leone.
  • Som en del af mit speciale i samfundsfarmaci havde jeg 9 fantastiske måneder ved Masanga Hospital i Sierra Leone i 2011-2012.
  • Jeg har altid været rejselysten, men mødet med vestafrikansk kultur var en kæmpe øjenåbner og gav mig lyst til både at lære mere og til fortsat at bruge min viden til at forbedre lægemiddelproblematikker i Sierra Leone og lignende lande. Organisationens faglige forankring giver et godt sammenhold, hvor vi både kan nørde alle grene af farmaci og farmaceutisk videnskab, og samtidig koble det med udviklingsarbejde og kulturudveksling. Selvom møderne tit er lange, går man altid derfra med god energi og et smil på læben.

Jeannette Seehuusen

  • 26 år
  • Bachelorstuderende og studentermedhjælper hos Novo Nordisk
  • Jeg er ny suppleant i FuG, så jeg skal først igang med at undersøge de forskellige grupper. Men jeg synes at falske lægemidler er et problem der kræver større opmærksomhed, så Ghana gruppen kunne helt klart være en mulighed.
  • Har ikke været udsendt
  • Jeg har en stor interesse i at rejse, opleve nye kulturer og jeg tror at man bedst opnår dette, ved at møde lokal samfundet. Jeg har også tidligere været aktiv i studenterorganisationer, så det var et naturligt valg at prøve noget nyt med FuG.

Ditte Poulsen

  • 27 år
  • Uddannelseskonsulent på Pharmakon
  • Jeg har været i FuG bestyrelsen i 3 år og derudover er med i arbejdsgrupperne Masanga Hospital Pharmacy og Studenternetværket
  • Jeg har ikke været udsendt med FuG, men har egne erfaringer fra det afrikanske kontinent.
  • Jeg synes FuG er en spændende organisation, som arbejder for værdier som jeg sætter meget højt. Jeg lærer noget nyt både fagligt og samfundsmæssigt, som er med til at udvikle mig som farmaceut. Min motivation for mit arbejde i FuG er at få gjort opmærksom på de problemstilling, som vi i Danmark ikke støder på, men som kan være fatale i udviklingslande.

Helene Brøndum Rasmussen

  • 30 år
  • Kvalitetsfarmaceut på Region Sjællands Sygehusapotek
  • Har været bestyrelsesmedlem siden 2011. Jeg er forenings kasserer og holder styr på bla. bilag, kontingentopkrævninger. Jeg har stået bag skabelon til online nyhedsbrev og udarbejdelse af FuGs hjemmeside.
  • Har ikke været udsendt med FuG, men har rejst i Tanzania
  • FuG Jeg fik i slutningen af min studietid lyst til at involvere mig i noget der rakte udover mig selv. Da jeg er farmaceut og har rejst i Tanzania, et af de lande FuG arbejder i, var det oplagt at det blive aktiv i FuG

Amila Zekovic (ikke på billede)

  • 27 år
  • Klinisk Farmaceut i Psykiatrien i Region Hovedstaden
  • Har været bestyrelsesmedlem i FuG i 1 år og er med i projektet om forfalsket medicin i Ghana
  • Udsendt i tre måneder i Ghana i 2014
  • Jeg synes det var spændende at få et internationalt perspektiv ift. mit fag. Det er super spændende at kunne arbejde og forholde sig til lægemiddelrelaterede problemstillinger i andre kulturelle kontekster. Jeg lærer utrolig meget af det.

Der inviteres til den årlige generalsamling i FuG

Nu har du chancen for at få et unikt indblik i Farmaceuter uden Grænsers arbejde, når FuG inviterer til den årlige generalforsamling onsdag d. 25 februar kl. 18-21.

Er du interesseret i at høre mere om Farmaceuter uden Grænser?
Har du lyst til at bidrage til vores arbejde i Danmark, eller måske blive en af vores udsendte?
Savner du et globalt perspektiv i arbejdet med sundhed og lægemidler?
– Så er generalforsamlingen et rigtig godt sted at starte! Her får nuværende medlemmer såvel som nye interesserede mulighed for at høre om FuGs arbejde i det forgangne år og de nye mål for det kommende år.

Programmet i år byder på

Den ordinære generalforsamling, hvor du som medlem har mulighed for at bruge din stemme og komme med inputs til FuG’s arbejde.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Pause med let forplejning. I pausen vil der være mulighed for at høre mere om de enkelte landeprojekter.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Efter pausen vil Amila Zekovic, som i 2014 var udsendt med FuG i Ghana, holde et oplæg om sin udsendelse med særlig fokus på problematikken med forfalsket medicin og den enorme trussel disse farlige ‘fakes’ udgør mod sundheden i Ghana.

Forslag, der ønskes behandlet under selve generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest d. 20. Februar 2015.