[:da]
“Pludselig er min tid i Masanga gået, og det er gået helt utroligt stærkt! Jeg har haft så mange skøre, skønne og overraskende oplevelser. Lad mig for en god ordens skyld begynde med et overblik over nogle af de vigtigste mål, som vi har opnået på hospitalsapoteket under mit 5 måneder lange ophold i Masanga:
- Lageret er blevet ryddet op, og der er nu klarhed over, hvad og hvor meget medicin vi har til rådighed.
- Der er indført klare procedurer for indførsel og udtag af medicin fra lageret, hvilket betyder, at vi nu har mulighed for at monitorere og analysere hospitalets lægemiddelforbrug.
- En 5-årig samarbejdsaftale mellem Masanga Hospital og vores organisation er blevet landet, hvilket fremmer et tæt samarbejde under kontrollerede og veldefinerede forhold.
- Den årlige bestilling af medicin fra Holland ligger klar efter samarbejde med de hollandske tropelæger.
- Der er opnået importtilladelse for et essentielt lægemiddel, som benyttes under spinal anæstesi, således at lægemidlet nu er tilgængeligt for hospitalets læger.
- Masanga Hospital er tættere på at kunne modtage gratis medicin fra regeringen til behandling af visse udsatte patientgrupper, end det har været i årevis. Det forlyder fra højeste sted, at Masanga Hospital er på modtagerlisten for næste medicinforsendelse, men tiden må vise, om vi er nået helt i mål.
Herudover fik Signe og jeg på min sidste arbejdsdag på hospitalsapoteket afsluttet et stort projekt, som jeg påbegyndte få dage efter min ankomst tilbage i marts. For første gang i hospitalets historie fik vi således under supervision af Pharmacy Board of Sierra Leone afbrændt udløbet medicin på hospitalets egen grund. Der var krav om, at afbrændingen blev overværet af repræsentanter fra både hospitalspersonalet og landsbyens beboere, så det var en ordentlig flok, som oplevede, hvordan 61 store bokse med udløbet medicin blev sat i brand med et ordentligt brag (se video). Det var en stor befrielse endelig at slippe af med de enorme mængder af ubrugelige lægemidler!
Se videoen af afbrændingen af medicinaffald her.
Min sidste arbejdsdag var i øvrigt på mange måder en helt speciel dag! Under morgenmaden havde jeg fornemmelsen af, at noget kravlede rundt under mit tøj, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at et lille firben havde søgt ly i min bh! Efter en hel time i meget tæt kontakt blev den lille fyr sluppet ud i det fri til Signes og hushjælpens højlydte hvin (se video). Dette er blot én af mange skøre oplevelser. Se videoen af at det kriblede lidt under morgenmaden
Derudover har jeg bl.a. set plasticlommer blive brugt på en meget alternativ måde, dræbt en slange i mit eget køkken med en kost, siddet i en kano mindre end 100 meter fra en flok flodheste, oplevet at stort set alle mine ejendele mugnede pga. ekstremt høj luftfugtighed, haft mit hår flettet african style og været iklædt farverig afrikansk kjole hver fredag, set veje blive til floder, set lommeregneren blive benyttet til at trække 4 fra 20 samt 64.000 minus 4.000 blive til 2.400 i lagerbeholdningen og meget meget mere.
Nu er jeg netop landet i København, og jeg har trygt overladt projektet til Signe. Vi har haft et rigtig godt samarbejde siden hendes ankomst i slutningen af juni, og Signe har efter min mening den helt rigtige indstilling til arbejdet på hospitalet. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil ske store fremskridt med projektet den næste tid, og I kan følge Signes arbejde her på siden. Min be
retning slutter her. Tak til jer der har fulgt mit uforglemmelige eventyr i
Masanga!” Louise Konradsen Refsgaard.
[:]